NORRIQ køber Helios-IT

Den store danske Microsoft-partner, NORRIQ, annoncerer i dag opkøbet af Helios-IT, der har base i Belgien og Holland. Med opkøbet, der er en del af en kontrolleret offensiv, træder NORRIQ ind på det internationale marked og skaber nye kundefordele på tværs af landegrænser.

NORRIQ, der er en af de førende leverandører inden for forretningsløsninger baseret på Microsoft Dynamics, tager i dag et afgørende skridt ind på det internationale marked for ERP-løsninger. Opkøbet af Helios-IT, der har base i Belgien og Holland med mange internationale partnere, er foreløbigt kronen på værket i en strategisk offensiv på de internationale markeder.

“I vores søgen efter det første internationale opkøb har det været vigtigt at finde en virksomhed, som ligner os både med hensyn til ambitioner, energi og kompetencer. Udover en imponerende vækst har Helios-IT formået at løse den helt særlige udfordring, det er at skabe succesfulde strategier på tværs af lokale og internationale markeder. NORRIQ vil med opkøbet bygge videre på den succes,” siger koncernchef Bo Martinsen, NORRIQ.

Hvorfor Helios-IT?

Helios-IT har over 600 kunder, herunder flere markedsledende virksomheder i både Europa og Asien. Helios-IT har udviklet anerkendte brancheløsninger inden for mange forskellige brancher – til Carlsberg for eksempel Drink-IT, der har åbnet en lang række markeder inden for drikkevareindustrien. Og med kunder som Toyota og Mercedes har Helios-IT’s Drive-IT/Incadea-løsning også cementeret virksomhedens position inden for automobilindustrien. Opkøbet forventes derfor at blive en betydelig vækstgenerator for NORRIQ i fremtiden.

”Vi har udviklet et højt kompetenceniveau inden for de vertikale løsninger på ERP-markedet til de store globale kunder. Vi sætter stor pris på aftalen med NORRIQ, hvor vi vil komme til at udgøre spydspidsen i deres internationale offensiv. Det åbner store muligheder for os, både hvad angår afsætning af vore nuværende produkter samt udvikling af nye løsninger, og vi anser salget af Helios-IT for at være det helt rigtige skridt på det helt rigtige tidspunkt,” siger partner Alex Vandereycken, Helios-IT.

I en tid hvor flere og flere virksomheder efterspørger ydelser på tværs af landegrænser, er købet af Helios-IT en planlagt del af NORRIQs strategi om at imødekomme sine kunders efterspørgsel på internationale markeder.

”Vores kunder forlanger leverandører med indsigt i deres industri og marked, med kendskab til nye teknologier og en klar vision om at gøre it simplere og mere produktiv. Hos NORRIQ er vi altid på forkant med udviklingen, og med købet af Helios-IT sikrer vi, at vi forbliver frontløbere, samtidig med at vi konsoliderer vores forretning. Helios-IT styrker NORRIQ og muliggør ufravigeligt fokus på kundernes behov – også på den internationale bane,” siger koncernchef Bo Martinsen, NORRIQ.

Med opkøbet af Helios-IT får NORRIQ tilført 100 nye konsulenter ud over de eksisterende 300 medarbejdere, og NORRIQ vil for fremtiden skulle drive fem kontorer i Belgien og Holland. Den forøgede kapacitet og stærkere profil på det internationale marked styrker på én gang NORRIQs globale vækst og stabiliserer driften.

For yderligere information
Koncernchef Bo Martinsen, NORRIQ A/S

Om NORRIQ

NORRIQ er ledende dansk leverandør af økonomiløsninger og forretningssystemer baseret på Microsoft Dynamics. NORRIQ blev etableret i 2007 og købte samme år Munk IT, Conzern og Senseit. I 2008 har NORRIQ købt NetPartner og har over 300 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Odense, Kolding, Silkeborg, Aalborg og Reykjavik. NORRIQ har via Munk IT været Microsoft Gold Partner siden 2003 og blev udnævnt til ”Outstanding Partner of the Year” i Europa, Mellemøsten og Afrika i 2005.

Om Helios-IT

Helios-IT fokuserer på implementering og support af ERP-løsninger baseret på Microsoft-teknologi. Med hovedkvarter i Belgien (Keerbergen) og Holland (Groningen) består Helios-IT af 100 højt kvalificerede medarbejdere med speciale inden for brancheløsninger i bilindustrien og drikkevarebranchen. Helios-IT er Microsoft Gold Certified Partner på områderne for Microsoft Business Solutions og Independent Software Vendor. Læs mere på www.helios-it.com.

Read the press release
in English