Når vækst kommer på mode, skal økonomi-systemet følge med

Historien om Friis & Company er en ægte succeshistorie. På mindre end 10 år har virksomheden vokset sig fra at være en lille to-mands forretning til at være en international koncern med stort engros salg, kunder i hele verden og 60 egne butikker i flere lande. En eksplosiv vækst, som nok kunne tage pusten fra de fleste – men ikke fra Friis & Company eller økonomisystemet C5, som er den solide grundsten i IT- løsningen.

Friis & Company designer, producerer og sælger accessories til kvinder og mænd. En kollektion lander hurtigt på godt 6000 varenumre, som dækker over tasker, bælter, sko, smykker og meget mere. Hemmeligheden bag succesen er selvfølgelig virksomhedens store kreativitet og sans for mode - kombineret med en effektiv indkøbs-, ordre- og økonomistyring.

 

"Medarbejdere på farten har sikker online adgang til at vælge produkter, se ordre- og leveringsstatus på kunder samt følge udviklingen på deres marked og dykke ned i detaljen. Alt sammen uden at involvere hovedkontoret"

David Osgood, IT chef hos Friis & Company

 

Fra den spæde start for godt 8 år siden har C5 været virksomhedens økonomisystem. Og det er det stadig, om end i en udvidet version, der løbende er tilpasset og skræddersyet de mange nye behov som opstår, når en virksomhed vækster så voldsomt som Friis & Company.

Nem adgang til alle informationer
David Osgood, IT chef hos Friis & Company fortæller ’Alle i virksomheden, fra designere til sælgere har glæde af, at vi har et integreret økonomisystem, hvor alle oplysninger er samlet. Hvilke modeller sælger bedst, aftager kunderne de mængder, som de skal? Hvordan ser det ud med vare flow, ordrebehandling og opfølgning? De, og mange andre vigtige spørgsmål, kan hurtigt besvares i C5, som vi har valgt at kombinere med en stor SQL database.’

Tidligere havde Friis & Company adgang til informationerne, men de var spredt på flere afdelinger og masser af forskellige regneark. Det gav ikke ledelsen mulighed for hurtigt at få svar på forretningskritiske spørgsmål. Eller for at få det overblik, som det er tvingende nødvendigt at have, når man navigerer i et marked, hvor skiftende trends er en naturlig dagsorden.

Effektiv registrering
Med flere årlige kollektioner, som hver især rummer op til 6000 varenumre, er der meget at holde styr på. ’Tidligere tog det 12-15 personer en hel uge manuelt at taste og oprette de forskellige varenumre i en kollektion. Det var et afsindigt ressourcekrævende arbejde, som samtidig satte en stopper for meget anden aktivitet i de uger, kollektionen skulle registreres. Men det har vi brugt teknologien til at ændre på. Nu bliver varenumrene genereret og tildelt automatisk i en fil, som kan læses direkte ind i C5. Hele processen tager ca. 3 minutter. Og medarbejderne kan bruge tiden til at lave andre ting end at taste, nu hvor det hele kører automatisk’.

Sælgere og agenter er 100 % opdaterede
’Vi har valgt også at give alle sælgere og agenter i udlandet adgang til C5 via TradePoint. Det betyder, at medarbejderne uden for huset altid har en sikker online adgang – og nemt kan vælge produkter, se ordre- og leveringsstatus på deres enkelte kunder. De kan nemt følge udviklingen på deres marked og gå i detaljer, hvis der er behov for det. Vel at mærke uden at skulle ringe til hovedkontoret og spørge’.

David Osgood er ikke i tvivl om alle fordelene ved at samle alting ét sted og så give alle relevante medarbejdere adgang. Han fortæller ’Udnyttelsesgraden i vores C5 løsning er stor. Vi har flere regnskaber samlet ét sted, de godt 50 brugere er tilfredse, ledelsen får det nødvendige overblik og virksomheden er godt klædt på til yderligere vækst. Der er i princippet ikke loft over, hvad syste-met kan klare og hvor stort det kan blive. Så hvis vi ellers kan styre forretningen fornuftigt, så skal C5 nok følge med os – hele vejen til toppen’.

Friis & Company hører til blandt Europas største producenter af accessories. Med seks årlige kollektioner er der garanti for, at der hver anden måned er nye og spændende ting at finde i Friis & Companys butikker. Friis & Companys kollektioner indeholder alt fra undertøj og sportswear til solbriller, tasker og paraplyer og meget meget mere. I 2006 blev Friis & Company tildelt titlen som det mest cool brand indenfor fodtøj ved en afstemning på trendsales.dk og radio 100FM.

da-DK