NORRIQ Årsrapport 2023

NORRIQ afsluttede 2023 med et rekordresultat. En vækst i bruttofortjenesten på 50 procent til 183 millioner kroner og et resultat på 151 millioner kroner viser, at det var helt rigtigt at foretage frasalg og opkøb med henblik på at skærpe fokus på konsulentforretningen.

NORRIQ Årsrapport 2023

NORRIQ har ikke set sig tilbage, siden virksomheden i foråret 2023 solgte sin Drink-IT division, som stod bag en specialudviklet ERP-løsning til drikkevareindustrien.

NORRIQ købte efterfølgende en afdeling med 80 medarbejdere med speciale i digitale løsninger til finanssektoren ud af et af de store revisionsselskaber i Belgien og købte samtidig de sidste investorer ud.

Administrerende direktør, Bo Martinsen, har således indtaget rollen som eneejer af NORRIQ, der i dag fremstår mere veltrimmet og fokuseret end nogensinde før. Et bundsolidt regnskab for 2023 understreger, at det strategiske skifte også økonomisk har båret frugt.

NORRIQ afsluttede således 2023 med en bruttofortjeneste på 183 millioner kroner svarende til en vækst på hele 50 procent i forhold til 2022 (121,8 millioner kroner). EBITDA blev fordoblet til 27 millioner kroner (fra 13,8 millioner), og resultatet steg fra minus 470.000 kroner i 2022 til et plus på 151 millioner kroner i 2023. Virksomheden har tæt ved 300 ansatte fordelt på syv lokationer i Danmark og Belgien.

"Det er et exceptionelt godt resultat, som vi er meget stolte af. 2023 var et år præget af store strategiske beslutninger, og det er en rigtig god følelse, at vi satte sigtekornet rigtigt. Vores ekspertise er der ikke rykket ved. Vi vil fortsat ligge forrest i førerfeltet inden for digital omstilling og transition til cloud, men vi har et skærpet fokus på udvalgte brancher, hvor vi kan tilføre noget ekstra i form af spidskompetencer og teknologisk formåen," siger Bo Martinsen, som selv stiftede virksomheden i 2007.

Se Årsrapporten 2023 >>

NORRIQ frasolgte i 2023 sin Drink-IT-division til amerikanske Aptean og en division med speciale i add-on løsninger til Microsoft Business Central til svenske Signup Software. Med købet af afdelingen fra revisionsselskabet i Belgien har NORRIQ fået tilført 80 nye medarbejdere med speciale i finanssektoren.

"Vi er nu et rendyrket konsulenthus med speciale i digitalisering. Når vi udvikler software nu, så er det med henblik på at lette nogle tekniske processer vedrørende integrationer og implementering. Vi har i dag implementeret digitale løsninger i over 1000 virksomheder på globalt plan, så det er et område, vi ved rigtigt meget om, og hvor vi har dyb brancheerfaring," slutter Bo Martinsen.